Min tilgang er med tiden blevet, at troen giver mennesker et godt og varmt sted at samles, uanset hvad man tror på eller ikke tror på.
Jeg er ikke selv religiøs på nogen måde, men jeg respekterer at religionens rammer, giver os mennesker et andægtigt sted at samles om de større ting i livet. En respektfuld og værdig ramme til de åndelige og følelsesmæssige sider af livet, der ikke sådan lige kan rammes af kommunale nedskæringer eller politiske uenigheder.
Jeg skal begrave min onkel i morgen, og jeg glæder mig over at kunne gøre det på en højtidelig og mindeværdig måde, og at religionen kan tilbyde den ramme for mig og min familie, hvor vi kan samles og mindes og se fremad igen.
Det sætter jeg pris på som menneske i en verden der ellers nogle gange føles splittet og kaotisk.
Det er noget vi leger, men det giver alligevel en følelse af kontinuitet og samhørighed, og for nogen, en mening.
@RKL @SorteKanin Jeg mener at man skal forsøge at tro ting der er rigtige, og lade være med at tro ting der er forkerte. Det er rigtigt, at religion kan hjælpe folk med at håndtere et tab, men det kan medicinering også, og det synes jeg ligeledes er en dårlig idé. Særligt når det har konsekvenser ud over omsorg, men også ændrer hvordan folk lever deres liv, har indflydelse på lovgivning og alle mulige andre urelaterede ting.
Hvad angår ritualer, så er jeg helt enig i, at de hjælper til at give slip. Dog irriterer det mig altid at der skal blandes forsøg på religiøs indoktrinering ind i det hele. Mindehøjtidelighed og begravelse kan sagtens eksistere uden religion.
Altså kristendommen har jo det over sig, at den er bevidst om sin egen tro som noget der rækker ud over det fornuftsbaserede og bryder med det (mange eksempler, men f.eks. tvivleren Thomas). Ift. det med at man skal “forsøge at tro ting der er rigtige” er mit eget synspunkt nok en kristen version af det kantianske grundsynspunkt at fornuften har nogen rammer, og hvis den forsøger at bryde ud af dem, så kommer den nok bare i problemer (jf. f.eks. Kants diskussion af de ontologiske gudsbeviser)
@SupersundSandkage
> fornuften har nogen rammer, og hvis den forsøger at bryde ud af demHvorfor skulle fornuften forsøge at bryde ud af sine rammer? Men det lyder som om vi er enige om at kristendom er ufornuftig. :)
Vi er enige om at kristendommen er irrationel - ufornuftig lyder nedladende. Det er ikke det samme som at troen ikke er den rigtige beslutning, hvad jeg mener den er. Ift. hvorfor fornuften skulle forsøge at bryde ud af sine rammer, så har den, ifølge Kant, gjort mange forsøg på dette gennem metafysikkens historie i den vestlige verden. Et godt eksempel på hvornår Kant mener fornuften forsøger at bryde ud af sine rammer er i denne sammenhæng netop spørgsmålet om hvorvidt fornuften kan afgøre om Gud er til, jf. f.eks. Anselms ontologiske gudsbevis. Hvorfor forsøger fornuften at besvare spørgsmål som ligger uden for dens råderum (hvis man accepterer at det forholder sig sådan)? Det sker tydeligvis hele tiden, men hvorfor ved jeg ikke, så der må jeg være dig svar skyldig…
Men kunne man ikke forestille sig en kultur hvor man havde de samme slags rammer for højtidelighed og traditioner, uden at det nødvendigvis skal blandes sammen med religiøs tro? Jeg ved godt det ikke er der vi er lige nu og vi er nok heller ikke tæt på, men egentlig er det eneste jeg vil have traditionerne og højtideligheden og rammerne, og ikke religionen. Så ideelt set kunne jeg have den ene del uden den anden.
- 35 procent af danskerne tror på Gud.
- 66 procent af danskerne tror, at der findes mere mellem himmel og jord.
- 39 procent af danskerne mener, at man bør tilgive dem, der har begået store fejl.
- 16 procent mener, at astrologien kan lære mennesker noget om dem selv.
- 26 procent tror på et liv efter døden.
Synes faktisk 35% stadig lyder højt baseret på min egen anekdotiske erfaring, men det er nok de ældre generationer der trækker det gennemsnit op.
Min svigermor fortalte mig fornylig at hun er kristen og det havde jeg aldrig gættet for i alle de år jeg har været en del af familien har jeg aldrig set eller hørt hende snakke om gud. Jeg tror at der er rigtig mange danskere der anser sig selv for at være kristne selvom de ikke skilter med det.
Måske er det en hårfin grænse, men er der ikke også forskel på at sige at man er “kristen” og at man “tror på Gud”? Jeg ved ikke, jeg synes det lyder lidt anderledes. At være kristen kunne måske godt være mere hen imod bare at være kulturkristen og ikke en mere decideret tro på Gud. Men måske er det bare mig der læser for meget ind i det.
Det er det nok, haha. Kan dog sige at min svigermor sagde at hun er kristen og tror på gud, hvilket var hvorfor jeg blev så overrasket xD Hun er nok en blanding mellem kulturkristen og ægte troende. Sådan som jeg kender hende, kunne jeg virkelig godt se for mig st hun fra tid til anden beder til gud indeni når noget er svært eller hun ønsker noget godt for sine børn og børnebørn.
Men jeg kan selvfølgelig ikke svare for alle de andre danskere derude som identificerer sig selv som troende eller kulturkristne xD kender ikke så mange, der åbent har talt om deres tro, men de få der har, har alle understreget at de tror på gud, så jeg er bare gået ud fra at der nok er mange som dem derude x)
@SorteKanin Det kommer rigtigt meget an på ens omgangskreds. Jeg begår mig næsten udelukkende med folk fra DTU, og der er 35% super højt. Men min tanke er, at fordelingen er meget anderledes i andre samfundslag (velvidende at min arrogance måske kommer til at lække lidt her).
deleted by creator
Det har nok mere at gøre med alder end noget. Måske også landsdel, om man er i storbyen eller på landet etc
Jeg har altid undret mig over hvorfor så mange mennesker i oplyste samfund er religiøse. Der er helt klart noget psykologi og sociologi jeg ikke forstår.
En god fortælling er svær at slå. Jeg tror det skyldes en evolutionær fordel, at vi er draget af fortællinger og historier, om hvordan det er at være menneske, og alle de andre emner. De af os der bedst kunne fortælle, og holde sammen på en flok, klarede den.
Jeg ville ønske at vi i dag kendte de fortællinger som vi digtede sammen, for 200.000 år siden da vi sad og spiste omkring bålet, og kunne kigge op på stjernerne.
Jeg er ikke troende, og kan ikke se et realistisk scenarie hvor jeg kunne finde troen, men jeg har en vis misundelse for de religiøse; det må være meget betryggende, at kunne læne sig mod sin tro i en presset situation, og vide med sikkerhed at man har Gud i sit hjørne.
@bread @Klorofyl Vel kun hvis du gør præcis som Gud siger, hvilket langt hen ad vejen er en række arbitrære regler, mange af hvilke du ikke er sikker på at du behøver følge, for det gør de andre troende ikke. Der er selvfølgelig trosretninger hvor du 1-2-3 kan få syndsforladelse, men i andre må der være en konstant angst for om du har været god nok, eller om du allerede nu er dømt til evig tortur og lemlæstelse fordi du engang spiste en reje.
Der mangler lidt en statusside for at se, hvordan mit efterliv ser ud lige nu. Som du skriver, fik jeg spist en reje, eller glemte jeg at vise tegnet til min skaber en dag i kirken, hvor jeg skulle have gjort det? Er jeg sikret min billet, eller skal jeg lige lægge lidt mere arbejde i 4. kvartal inden midnat?
Manglen på bevis for, at nu har du gjort nok til at komme i himmelen er vel også langt hen af vejen den største motivator for at gøre godt. Men samtidig er det noget ingen ved, heller ikke de religiøse. Hvor meget er nok til at komme i himlen? Fik jeg sagt 19 hail mary, eller de 20 som præsten sagde for at jeg kan blive tilgivet?
Ved ikke hvad jeg vil med min kommentar, men jeg kom til at tænke på, at mens der ikke er nogen der kan sige om man har gjort nok til at få den store pris i efterlivet, så kan man selv være den der siger “nu har jeg gjort nok, for at komme i himlen” eller hvad ens religion tildeler en for at have været en god tilhænger. Men det er vel blasfemi, og så er man ude igen.
Meget besværligt koncept.
Har det på helt samme måde. Synes nordisk mytologi oser af nice stemning. Men det ligger bare ikke til min hjerne at kunne acceptere kendsgerninger der for mig åbenlyst er et produkt af vi menneskers store hjerner.
